Medlemskab af Grundejerforeningen

Med ejerskabet af en parcel i grundejerforeningen Albertslund Vests område, følger automatisk en ret og en pligt til at være medlem af grundejerforeningen.


Alle medlemmer betaler det samme kontingent, hvis størrelse fastsættes årligt i marts på generalforsamlingen.


Grundejerforeningen samler penge ind til to hovedformål:

Driften af foreningen og de forpligtelser, generalforsamlingen pålægger bestyrelsen.

Vejfonden.


Igennem en særdeles lang årrække har kontingentet ligget fast med et årligt beløb på blot kr. 400, som i 2006 blev hævet til kr. 600. Af hensyn til kommende fornyelser af fliser, belysning og asfaltbelægninger er kontingentet i 2007 blevet hævet til kr. 800, siden kr. 1.000 for endelig at blive hævet til kr. 1200 årligt på generalforsamlingen i 2013. En faktor af betydning har været, at foreningen ikke længere kan profitere af et højt renteniveau men af renter, som nærmest er til grin. I 2013 er der flyttet penge til to nye pengeinstitutter, som tilbyder "højrenter".


Det årlige kontingent er tidligere blevet anvendt ligeligt til de to hovedformål, drift af foreningen og henlæggelse til Vejfonden. I de senere år er det imidlertid blevet nødvendigt at henlægge mere end tidligere til fonden. Midlerne anvendes således:

Driften af foreningen

Beløbene til driften anvendes til afholdelse af generalforsamling og bestyrelsesmøder samt til formål som f.eks. grus til glatførebekæmpelse og snerydning, fastelavnsfest og Sct. Hans fest.


Vejfonden

Efter færdiggjort kloakering og vejbelægning har kommunen i sin tid overdraget stikvejene til grundejerforeningen med pligt til vedligeholdelse. Bestyrelsen skal tage højde for fornyelser af flisebelægning, asfalt samt vedligeholdelse af belysning. Foreningens formue androg i 2007 ca. 2 mill. kr. til trods for en udgift på 1/4 mill. til fliser på mellemgangene i 2006.


Asfaltbelægningerne er de fleste steder stadig af en meget høj kvalitet, og der forventes ikke nævneværdig udskiftning af asfaltlag i en længere årrække. Derimod er flisebelægningerne på fortove og imellem stierne efterhånden meget slidt. Generalforsamlingen forventes inden for en kortere årrække at vedtage udskiftning af flisebelægninger i en eller anden udstrækning. Emnet har været aktuelt, siden det blev kendt, at DONG skal lægge elledningerne i jorden. Dette projekt er dog blevet udskudt år efter år efter år. Senest er ansvaret for nedlæggelsen af elkabler overgået til Albertslund kommune, og der sker faktisk nu noget rundt omkring i kommunen. En tidsramme for 2013- foråret 2014, hvor vi ligger allersidst i planlægningen, er blevet forsinket. Bestyrelsens forsigtige forventning er derfor nu, at man når til vores område i løbet af 2014.


En investeringspulje på 1,2 mill. kr., som generalforsamlingen stillede til rådighed for, at alle 5 kabler på masterne lægges i jorden, står i beredskagb og klar til at blive aktiveret i samme øjeblik, der er mulighed for det. Men udskydelsen har ikke kun været en ulempe. Vi får nye master med LED lamper af seneste generation, som gerne skal komme til at udsende et godt lys til en lav driftpris. Med forsinkelsen undgår vi således forhåbentlig alle "børnesygdommene" fra en teknoligisk udvikling, som løber endog meget hurtigt.


Årsagen til det forhøjede kontingent ligger ikke blot i ønsket om nedlæggelse af elkabler. Der skal også være plads til at forny vore fortove med nye fliser, og det er der også. Foreningens formue har således passeret 3 mill. kr i 2013. Bestyrelsen har, vanen tro, investeret kortsigtet, fordi der også hurtigt kan blive brug for en god bid af denne kapital til de nye fliser.


Bestyrelsen og generalforsamlingen er enige om, at der skal gøres alt for, at det ikke bliver nødvendigt for foreningen at stifte gæld, og selv om vores asfalt har det godt, er det nødvendigt allerede nu at tænke på at spare op til den dag, hvor endnu en stor investering skal foretages.


Hovedbudskabet er, at foreningen har det godt, og at alle medlemmerne roligt kan sove trygt om natten. Sammen har vi styr på det.