Natur































Albertslund kommune sørger velvilligt, og til beboernes store tilfredshed og taknemmelighed, for, at Egelundparken hele tiden er et attraktivt område for de besøgende. På få minutter har beboerne adgang til et dejligt frirum, som adskiller sig så væsentligt fra bymiljøet, at man uvægerligt kommer til at slappe af, når man bevæger sig der.


Som besøgende kan man vælge at følge en grussti, der ligger umiddelbart udenfor det grønne bælte, der støder op til villahaverne, eller man kan bevæge sig ud på de velholdte græsstier, der fører igennem en lund, bestående primært af op til 15 - 20 m. høje løvtræer. Imellem grusstien og lunden er der en stor grøn plæne, som bl.a. benyttes i forbindelse med Grundejerforeningens årlige arrangementer til Fastelavn og til Sct. Hans. Arrangementerne finder sted i umiddelbar nærhed af imponerende store træer, der bl.a. omfatter en rødbøg, som i sig selv er et besøg værd.


Lunden er så tilpas stor, at man får den fulde oplevelse af skov, når man passerer den. Træerne lukker sig over stierne og man får den karakteristiske duft af skovbund fra neden og ilt i store mængder fra oven.


Bag lunden dukker en stor naturplæne op. Plænen får lov at stå delvis uberørt, kun gennemskåret af det grønne stisystem. Engen ryddes lejlighedsvis for at den ikke skal springe i skov. Området skråner stærkt fra lunden og ned mod Vejle Åen, der skærer igennem kommunen og leder vandet ud til Køge Bugt. Op til Vejle Åen støder en asfalteret sti, der også bruges af cyklister, rulleskøjte- og kondiløbere. Det er en fin udvidelse af turen til Egelundparken at følge gangbroen over Roskildevej for at besøge Naturgården, som er en bondegård med heste og køer, får og gæs. Her kan børnene få lov at holde husdyr under kommunalt opsyn i form af kaniner, der bor i næsten endeløse rækker af bure. Har man energi til en lang gåtur, kan man runde Tueholm sø, der ligger naturskønt i Vallensbæk Kommune.


Følger man i stedet stien i modsat retning, bort fra Roskildevej, føres man under motorvejen og langs Albertslund kommunes golfbane. En tur rundt om golfbanen ad stisystemet er præcis 4,7 km.

Det siger sig selv, at dyrene for længst har opdaget, at Egelundparken er attraktiv. Store fugle som Musvåge, Spurvehøg og Tårnfalk overvåger området. Er man heldig, kan man se de store unger kredse rundt i luften i leg med karakteristiske skrig. Når dagen går på hæld, kommer Mikkel ræv frem fra sit bo og man kan se ham stå og lure på fri bane fra brinken af St.Vejle Åen og op imod skoven. Senere er det Mikkel, der er på jagt og fasanerne skal løbe spidsrod fra engen og hen til de høje træer, hvor de hviler om natten. På engen er der små søer, og man kan følge haletudsernes udvikling til små frøer hen igennem sommeren. Insekter er der masser af og man kan opleve år, hvor enkelte arter udvikler sig i kolossale antal. Der findes også sjældne arter i området og visse arter tages der særlige hensyn til i naturplejen. I haverne kan man tiltrække et rigt fugleliv ved at fodre. Så kan man se arter som musvit, blåmejse, solsort, sangdrossel, gråspurv, skovspurv, jernspurv, bogfinke, grønirisk, stillids, rødhals, gærdesmutte, gærdesanger, flagspætte, husskade, skovskade og skovdue. Om vinteren får vi fornemt besøg af dompap, sjagger, silkehale og halemejse. Er der nødder eller kogler i nærheden, får man også glæden af egernets besøg.


Man kan også opleve . . . . .   - ja, der er så mange oplevelser - men dem kan du jo selv opsøge. Vi minder blot om, at du som besøgende også skal respektere de gældende regler for området. Du må gerne lade din hund løbe frit, så længe du har styr på den - ellers absolut ikke. Og kan du høre dig selv udtale at: - hunden gør ikke noget, når nogen skræmt stopper op - så skal den i alle tilfælde føres i snor, inden du begiver dig ud i området. Du skal også selv medbringe poser til hundens efterladenskaber eller finde dem i de opstillede automater langs grusstien. Langt de fleste hundeejere samler op og der skules derfor til dem, som ikke gør det - for det er jo aldeles ødelæggende for oplevelsen, hvis naturen hænger fast under skoene.



  

Trafikalt

Grundejerforeningen Albertslund Vest afd. 3  omfatter fire boligområder, der alle støder op til den stille Egelundsvej. Egelundsvej har form som et U, idet den i hver sin ende har tilslutning til Herstedvestervej, der forbinder Roskildevej med Vestskoven.


Fra Roskildevej er der let adgang til motorvejen mod Roskilde, og følger man Herstedvestervej, finder man snart motorvejsforbindelsen mod Ballerup.

Kort over Vest 3


Grundejerforeningerne 1.2,3 ligger vest og nord for Egelundsvej, som er vist med blåt på kortet. Albertslund vest 3 ligger ud mod Egelundparken, nærmest Roskildevej. Se kortet, Klik her

Egelundparken

Egelundparken er en del af Vestskoven. Faktusk udspringer Vestskoven her, idet det første træi skoven blev plantet netop her i Egelunden. Her finder man:


     
Grønne stier og plæner


 Skov

 Eng

 Naturoplevelser

 Ro og stilhed for sjælen