Grundejerforeningen Albertslund Vest, Afd.3

Drømmen om den lille plet jord, som man kan kalde for sin helt egen, står højt hos de fleste mennesker på Jorden. Og for rigtig mange danskere lykkes det faktisk at blive haveejere. Romantikken har blomstret i mange år forud, inden drømmen går i opfyldelse. Men med flid, held, dygtighed, vilje og alt, hvad det ellers kræver, går drømmen i opfyldelse.

I sin drøm ser man tydeligt for sig, hvordan familien samles omkring et hyggeligt, men diskret pyntet bord, fordi glæden har fortrin for alt andet. Der falder ikke så meget som en enkelt, forkert bemærkning i de samtaler, som føres. Man ser også i sine drømme, hvordan haven sprudler af ren energi, som blot supplerer den glade stemning omkring havebordet på en energisk og diskret måde. Og der er naturligvis intet ukrudt. Ikke så meget som blot et enkelt strå, der kan "så ugræs" i den gode stemning.

Drømmen om huset er der ikke noget i vejen med. Det er faktisk sundt at have det sådan. Sundt at sætte sig nogle mål - og at søge at opfylde dem. Men præmissen er gal, når det kommer til den velfriserede have. Drømmen holder ganske enkelt ikke for de fleste. For det at opnå have-idyllen kræver hårdt arbejde. Og det arbejde, som giver penge på lommen, kan man ikke tillade sig at slække på. Men det kan være fristende at skære et par hurtige hjørner, når det kommer til det med ukrudtet.

Hva´ pokker. Nogle af giftstofferne er jo stadig lovlige, så det skader vel ikke at fylde noget Round-Up eller anden væske i en frodigt udseende flaske ud over jorden. Og de kommende gæster kan jo ikke se, hvordan man er nået frem til resultatet. Men det kan naturen i dit eget lille lykkeland. Den kan ikke lide det. Og har jeg ikke helt uret i mine antagelser - så dør den faktisk af det.

Hvorfor er det, at mange af os har et så forkvaklet forhold til naturen? Hvorfor er det, at vi udnævner noget natur til at være fy og andet til at være tilladt? Jo, det falder alt sammen tilbage på drømmen om det perfekte.

Lad os vende op og ned på, hvad det er, som er perfekt. Kan du, som ambassadør og repræsentant for en lille del af Moder Jord, have god samvittighed over, at du med giftspredningen kan være med til at nedbryde den naturlige balance, som nødvendigvis skal være der, for at Jorden i fremtiden vil have det godt? Er det godt nok at kunne fortsætte idyllen med en ukrudtsfri have-vandring til havefesten, når blot ubalancen ikke ses umiddelbart, fordi den i første omgang sker i det skjulte?

Så galt står det til

Ved du, at hver tredje haveejer bruger gift i sin have for at blive af med skadedyr, ukrudt og svampe? Og at tal fra Miljøstyrelsen viser, at brugen af kemikalier i haven har været stigende med hele 50% siden 2002?

Og ved du, at mindst 20 offentlige vandværker blev lukket i 2009 på grund af forurenet vand, blot fordi vi har vedtaget, at vi ikke kan lide bladlus, skvalderkål og mælkebøtter?

Din egen indsats

Det bedste råd, jeg kan give, er at se ind i dig selv. Skal din lille plet på Jorden være sort, blot fordi du har en tillært drøm, som skal gå i opfyldelse? Eller vil du have det bedre med dig selv, hvis du ved, at den lille stump jord, som du har fået lov at forvalte, bliver behandlet naturligt og sundt? Du må gøre op med dig selv, hvad der er vigtigst. Betyder det mere for dig, at der står lidt mere ukrudt, end du har haft tid til at få fjernet med et ukrudtsjern, end det gør, at netop din idyl bliver til en sort plet af forurenet jord på vores planet?

Hvis du vælger, ikke at sprede giften, vil du efterhånden opleve, at børnene igen kan begynde at synge om mariehønen, som skal flyve op for at bede om godt vejr. Mariehønen - og især dens larver - spiser helt op til 100 bladlus om dagen. Det er effektiv "gift" i enhver lusekoloni. Og fuglesangen stiger i haven. De små mejser føler sig igen velkomne hos dig. Og tro mig - de har langt mere travlt med at udrydde dine insekter, end du selv har med at skrabe penge sammen til idyllen.