Der er mange mennesker, som har stor glæde af, at holde hund. Den er altid ubetinget glad for at se "sine mennesker" uanset hvilket humør, den bliver mødt med. Er den stor nok, kan den også give ejeren en vis tryghed ved at færdes iblandt andre mennesker, hvor man ellers ville have været utryg. Ejeren føler sig måske også mindre utryg ved at skulle sove alene om natten. Der er mange gode grunde til, at netop hunden bliver kaldt menneskets bedste ven.
Spørgsmålet er, om betegnelsen "menneskets bedste ven" også holder, hvis sætningen i stedet skulle lyde "naboens bedste ven" ? Og det gør den ikke, vil de fleste jo nok sige. "Naboen" oplever sjældent alle hundens positive sider, hvorimod han skal leve med nogle af de negative.
I boligkarreer kan en hund, som står og kalder på sin herre hele dagen, forpeste hele husblokken. Det er vi til dels forskånet for, idet vi så at sige har hver sin boligblok. Noget andet er, når hunden skal ud at have motion. Her er der to forhold, som ejeren - ikke hunden - skal være opmærksom på:
- Når hunden løber frit, kan den være
til stor gene for mennesker, som opfører sig anderledes end normalt
ifølge hundens opfattelse.
- Den accepterede bevægelse er at
gå. Det betyder, at små børn, som hellere løber omkring, folk
som jogger og de, som løber på rulleskøjter, udgør en mulig
fare, som hunden vil afværge. Hunden er et flokdyr og den vil
altid søge at beskytte sin egen flok, der udgøres af den
familie, den tilhører.
Det er derfor ikke hunden, som skal opdrages, men i stedet flokføreren, som til enhver tid er det menneske, som lufter hunden.
Mange hundeejere kan høre sig selv råbe, at "den gør ikke noget". Men hvor skulle joggeren, som er blevet skræmt af en tilsyneladende bidsk eller blot voldsom hund, vide det fra. Og hvorfor skal joggeren i det hele taget finde sig i det? Det er ikke rimeligt overfor "naboen", at man først skal skræmmes, inden man får at vide, at "den gør ikke noget". Hvis ikke hundeejeren har opdraget sin hund, så den til enhver tid kan kaldes tilbage, skal den føres i snor. Alt andet er ikke acceptabelt overfor det omgivende samfund.
- Den accepterede bevægelse er at
gå. Det betyder, at små børn, som hellere løber omkring, folk
som jogger og de, som løber på rulleskøjter, udgør en mulig
fare, som hunden vil afværge. Hunden er et flokdyr og den vil
altid søge at beskytte sin egen flok, der udgøres af den
familie, den tilhører.
- De færreste hunde er opdraget til at
stikke bagenden ind i busken, når der skal besørges. Det foregår
præcis der, hvor trangen kommer over hunden. Alt for ofte er det
netop der, hvor "naboen" placerer sine skosåler.
- For den, som ikke har opdraget sin hund til at besørge på udvalgte steder, er der kun én ting at gøre, når hunden har lettet sig. Frem med posen og saml op. Posen bringes til nærmeste skraldespand eller høm høm station. Vil man ikke gøre det, skal man slet ikke have en hund. Alternativet er jo, at "naboen", som alt andet lige kun oplever negative sider fra hunden, også må leve med at få en hilsen op under skosålerne. Og det er fuldstændig urimeligt.
Hundelorten på fortovet
 Her er en beboer blevet træt af at samle hundelorte op ud for en parcel, som støder op til stisystemet. (April 2006) |
For nylig har det været
debatteret, om der skulle ske en lovændring i forhold til
strafbarhed, når der ligger en hundelort foran en parcel. Meget
rimeligt har det været anført, at man ikke bør være ansvarlig,
hvis naboens hund forretter sin nødtørft foran ens parcel. Men
loven blev ikke omformuleret. Så det gælder altså fortsat, at
hvis en hund besørger foran ens hus, kan man i princippet dømmes
i retten for at den har gjort det. Formentlig har man holdt fast
i loven, fordi det i de fleste tilfælde ikke er muligt at
strafforfølge hundeejerne. Med sådan en lov synes det at være helt i orden, at man skælder den hundeejer hæder og ære fra, hvis hund netop har besørget foran ens parcel. ns-h |