Udbygning af motorringvej 4 i Albertslund Motorringvej 4, der støder umiddelbart op til Egelundparken, og som dermed ligger lige ud for Grundejerforeningen Albertslund Vest3, står til at blive udbygget i 2011 - 2012. Motorvejen planlægges udvidet fra fire spor til seks spor. Der gennemføres en såkaldt offentlighedsfase i perioden 31. maj til 28. juni 2006. I den forbindelse afholdes et Borgermøde i Kongsholmcentret, Liljens Kvarter 2 i Albertslund, tors. 8. juni kl. 19.00 Når forundersøgelserne er tilendebragt, vil der blive gennemført en offentlig høring, der forventes at finde sted i foråret 2007.
I perioden 1990 - 2005 er trafikken steget med 57%, så der på hverdage nu passerer 68.600 køretøjer forbi os. Trafiktætheden er blevet så intens, at trafikken, i en halv time den ene vej og en hel time den anden, fremføres med blot 40 km/t. Konsekvenser for os Alle i vores grundejerforening bliver udsat for støj fra motorvejen, og en del er også ramt af støj fra Roskildevej, som i visse tilfælde overdøver støjen fra motorvejen. Det må derfor være et mål, at vi får nedsat støjniveauet fra begge støjkilder. Fra januar 2007 overgår amtsvejen Roskildevej til at blive en lokalvej i Albertslund. Her må det være naturligt at arbejde for, at hastighedsbegrænsningen nedsættes fra de nuværende 80 km/t ud for vores område og til de 70 km/t, som er gældende for resten af Roskildevej. Den nuværende
motorring 4 har et 14 m bredt grønt midterbælte, der er anlagt for at
give harmoni med den omgivende grønne natur. Når vejnettet skal udbygges
fra fire til seks baner, er det naturligt at foretage udvidelsen indad,
så midterrabatten reduceres til 5 m. Alternativet er at "gnave" mere
areal af Vestskoven, hvorved motorvejen også rykker et lille stykke
nærmere vore bebyggelser. Der skal desuden arbejdes for, at støjvolden i
Albertslund også etableres i den sidste del ned mod Roskildevej, som
imidlertid ligger i Tåstrup kommune. Hidtil har Tåstrup ikke været til
at tale med om projektet - formentlig fordi, området op imod Albertslund
ikke interesserer kommunen det mindste. Det ligger på den forkerte side
af motorvejsnettet. Af samme årsag har undertegnede også ofte fremført
det argument, at området i stedet skal overgå til Albertslund kommune.
|